Ryder Cup kaptajn Luke Donald til start ved Made in HimmerLand

Ryder Cup kaptajn Luke Donald til start ved Made in HimmerLand
Både Luke Donald og hans to vice-kaptajner Edoardo Molinari og Thomas Bjørn stiller til start i Himmerland

Europas nyudnævnte Ryder Cup kaptajn, Luke Donald, stiller til start ved årets Made in HimmerLand fra 1. – 4. september, og det samme gør hans, indtil nu, eneste annoncerede vice-kaptajner Edoardo Molinari og Thomas Bjørn.

Luke Donald har tidligere vundet ranglisten både i Europa og på PGA Touren, og så har han ligget nummer et i verden. Det er med andre ord ikke en hr. hvem-som-helst, der dukker op i HimmerLand.

– Jeg glæder mig meget over at få Luke på besøg, siger Made in HimmerLand promotor, Flemming Astrup; og fortsætter.

– Luke Donald er rigtig stor golfspiller og super god fyr, og hans resultater taler jo for sig selv. Mest af alt synes jeg dog, det er fantastisk, at vi fortsætter vores “tradition” med, at den europæiske Ryder Cup kaptajn er med i HimmerLand, uddyber han og tilføjer at man dog missede 2021 Padraig Harrington på grund af Corona.

Ugen efter Made i HimmerLand, når DP World Tour når til Wentworth, starter Ryder Cup 2023 kvalifikationen. Det giver en forhåbning om, at Made in HimmerLand kan spille en rolle sidst i kvalifikationen.

– Jeg håber naturligvis, at Made in HimmerLand i 2023 bliver den sidste tællende turnering til Ryder Cup kvalifikationen. Det ville give god mening, og det vil give turneringen en ekstra nerve, siger Astrup.

Luke Donald glæder sig til HimmerLand Hill
Ryder Cup kaptajnen selv glæder sig også til besøget i HimmerLand.

– Jeg glæder mig til at deltage ved Made in HimmerLand i år. Jeg har set og hørt mange positive ting omkring turneringen og de danske fans. Jeg glæder mig til at gå op ad HimmerLand Hill, siger Luke Donald forud for sin Made in HimmerLand debut.

– Derudover ser jeg frem til at have begge mine vicekaptajner, Thomas Bjørn og Dodo (Edoardo Molinari, red) samlet for første gang. Det skal nok blive en rigtig sjov uge, slutter Donald.

Køb din billet nu og bliv en del af golffesten
Der er stadig få billetter til salg til årets Made in HimmerLand, og vil du opleve Luke Donald, alle de danske stjerner samt en lang række andre internationale topnavne, så kan du købe din billet her.

Fredag offentliggøres listen over alle de spillere du kan opleve i HimmerLand fra 1. – 4. september. Klik her for at se entry listen når den offentliggøres.